 |
 |
 |
 |
 |
| I midten af ’97 fik jeg Internet, jeg begyndte hurtigt at møde mennesker over alt på jorden. De fleste var overfladiske bekendtskaber, mens enkelte blev til lange samtaler og enkelte af dem over telefonen også - det var dyre tider at tale med folk i udlandet.
En af dem jeg snakkede meget og længe med, var en pige ved navn Leah, hun kaldte sig Angel Eyes på ICQ, hun boede i Grand Falls Windsor, Newfoundland i Canada. Vi snakkede næsten hver dag. Når jeg ser tilbage på alle de samtaler vi havde i telefonen, så var vi nok en smule forelskede. Men pyt, hun havde jo den dejligste stemme og de høje regninger var længe glemt når vi igen snakkede sammen i telefonen. På et tidspunkt blev jeg nysgerrig, og spurgte om ikke jeg måtte se et billede af hende, et billede hvor jeg kunne se hendes øjne. Hun svarede kort, at hvis jeg ville se hendes øjne, så måtte jeg komme til Canada. Hmm.. Der gik et par dage med at tænke over den. Igennem en god ven fik jeg kontakt til den Canadisk, Amerikanske og Skandinaviske Venskabsforening, og inden længe og med alle mine sparepenge, stod jeg med en billet til Canada. Jeg havde selvfølgelig snakket med både Leah og hendes mor, Leah boede stadig hjemme, om alt var ok og hvordan med et sted at bo. Leahs mor havde sørget for alting, inklusiv at hente og bringe mig til St. Johns Internationale Lufthavn. Vi aftalte at fireogtyve dage var ikke for meget men heller ikke for lidt til et besøg hos Leah og hendes familie. Aftenen før tog min kammerat og jeg til København, jeg skulle med et tidligt fly, så jeg fik lov at låne hans værelse på soldaterhjemmet. Aftenen gik stille og roligt i København, vi fik en pilsner i Nyhavn, fik set lidt fodbold (Danmark mod Nigeria) på Rådhuspladsen og aftensmad på Hard Rock Café. Efter en kort mellemlanding i Heathrow sad jeg i flyet til Canada. I ankomsthallen blev jeg modtaget af Joy (Leahs mor), Roy (Leahs far), Vickie (Leahs lillesøster) og Leah. |
Leah var meget genert, hvorimod Vickie var lige på. Joy var også lige på og meget bestemt, hende skulle der ikke løbes om hjørner med hende, Roy var mere tilbageholdende. Vi fik hilst på hinanden, og før vi vidste af det, snakkede vi som om vi havde kendt hinanden i tyve år. Vi satte os ind i bilen og satte kurs mod Grand Falls Windsor. En rask køretur på fem timer.
På vej hjem nød jeg udsigten over bjerge og de store åbne landskaber. Vi gjorde stop forskellige steder for at strække benene, det var jo en lille bil til fem mennesker. Efter godt tre timers kørsel stoppede vi for at spise. Vi fandt en tankstation med en restaurant og fik bestilt en let frokost. Jeg sad og kiggede rundt på omgivelserne, kunne jeg mon være så heldig at blive serviceret af Thelma før hun tog flugten med Louise… hmm.. forkert land :)
Frokosten var lækker og hurtigt overstået, vi havde jo stadig et par timers kørsel inden vi var hjemme. Vi satte os ind i bilen, tanken fyldt og kun knap to timer til vi var hjemme. Endelig drejede vi ind i indkørslen og vi steg ud. Før vi fik tømt bilen havde Vickie taget mig under armen, jeg skulle først se huset, hendes værelse, kælderen hvor jeg skulle sove og så lige hendes værelse igen. Da jeg havde set alt i Vickies værelse fik jeg lov at hilse på Brian (Leahs lillebror). Joy satte kaffe over og fik tryllet lidt tærte frem. Bagagen var sat på værelset hvor jeg skulle sove. Selvom dagen for mig var hen mod aftensmad tid, var det stadig kun frokost tid i Canada. Vi satte os og nød en kop kaffe og tærte. Alle i familien var meget nysgerrige omkring mig, om hvor jeg kom fra. Vi sad længe og snakkede. Pludselig siger Joy til mig ”Frank, remember your promise?”. Jeg havde ikke troet at hun huskede det, ej heller at hun ville holde mig op til det. Men ak, jeg havde jo lovet at synge for Leah, mod at jeg måtte komme til Canada og se hendes øjne. Lidt medfølelse havde Joy dog, da hun bad Vickie og Brian om at blive i stuen mens vi, Joy, Leah og mig, gik ned på Leahs værelse i kælderen, Joy satte en cd i og trykkede frem til den hun ville høre mig synge. Jeg sad med en klump i halsen, de smukkeste øjne med røde kinder lige overfor mig, og Joy der stod ved siden af. Jeg havde håbet jeg kunne slippe med Kim Larsen eller noget andet hvor jeg ikke behøvede at kunne teksten, ingen af dem forstod jo dansk, men men men.. så let slap jeg ikke, jeg skulle synge ”Truly, Madly, Deeply” af Savage Garden for Leah. De første minutter gik ikke så godt, jeg var genert og Leah endnu mere genert. Joy prikkede til mig ”I can’t hear you” og startede sangen forfra. Jeg tog en dyb indånding og sang for Leah. Vi fik øjenkontakt et par gange, vores kinder havde nok nogenlunde samme kulør, men det var rart at se Leahs smukke øjne. Fortsættes.. |
|
|
© 2012 Anakin.dk |